Notes

Sidder med en fantastisk følelse som er svær at beskrive, for slet ikke at tale om at dele.
Den er ikke overvældende glad, spændende eller andre positive ladet ord.
Ord falder kort for at kunne beskrive den. Men den er ikke desto mindre fantastisk.
Den ligger som en tynd hinde der omgiver min krop, både på inder og ydersiden.
Så jeg er faktisk indkapslet af den. Jeg er vant til den i sådan en grad, at jeg ikke ligger mærke til det i hverdagen.

Jeg mistede interessen for at få det til at lyde poetisk.

Mit vindue er åbent og jeg sidder med den friske vinterluft og lytter til musik. Jeg har lyst til at gå en tur. Jeg har lyst til at sende noget inspirende til Louise. Det var faktisk derfor jeg begyndte at skrive, men resultatet var trivielt. Det mangler originalitet. Fokus i hvert fald. Hvad er det jeg prøver at dele?

Et perspektiv. Som skaber forundring i hende. Bryder hendes tankemønster og starter et nyt, der indeholder begyndelsens magi.

Det er egentlig forbløffende lidt vi prøver at bryde hinandens tanker, i forhold til hvor meget energi vi bruger på, at optænke måder at gøre det for skolesamfundet. Det hænger måske sammen med trancen der opstår og som vi bruger meget tid i når vi er sammen. Med det sagt kan man jo egentlig sige at vi konstant bryder hinandens tanker, fordi vi er fælles om hvad der får fokus i trancen.

Jeg har lyst til at danse til magisk musik med hende. Glemme alle tanker og ord. Lade kroppen og sjælen tale i stedet. Ikke mindst lade øjnene synkronisere imens det hele foregår og mærke livsenergien flyde.

Nu sender jeg det. Nu læser hun det. Mon det var værd at dele? Kan jeg overhovedet forholde mig til det? Altså mig Louise, der læser det? Vi får se.