Notes

Selvfølgelig er det hårdt at have en partner, som man ikke kan se grundet de lukkede grænser i disse coronatider. Det skal jeg være den første til at indrømme. Når det så er sagt, så kan jeg på ingen måde gå ind for nogle af de metoder som jeg har set folk snakke om og være interesserede i på sociale medier. Spørgsmål om hvordan man bedst får "smuglet" en kæreste ind i Danmark. Folk som skriver at en bekendt/ven/familie har fået deres kæreste fra X land ind i Danmark ved at gøre dit eller dat. Altså for pokker - selvfølgelig er det hårdt. Men at lægge sig ud med loven eller risikere både sit eget og andres helbred, som nogle af disse desperate personer gør, kan i mit hovede aldrig være det rigtige svar. Selvfølgelig er det svært. Selvfølgelig er der et savn og en desperation, men vi er nødt til, både som samfund og som individer, at holde hovedet holdt og tro på, at dem, som styrer vores land, ved hvad de laver. Lige præcis i denne situation ER der jo desværre forskel på, hvad for nogle lande folk kommer fra. Covid-19 har ramt nogle lande hårdere end andre, det er fakta. Derfor forstår jeg godt, hvor regeringen har valgt at åbne op for besøg fra nogle lande frem for andre her til at starte med. Man er nødt til at prøve sig frem, vi står i en situation som ingen har prøvet før. Med det sagt, så er det også tid til at kigge fremad: Hvad skal det næste skridt være? Hvis smittetrykket i Danmark fortsat falder og vores corona-tal ser gode ud trods den lille genåbning, så bør vi åbne mere op. Jeg ser ingen grund til fremadrettet at forskelsbehandle folk baseret på hvilket land de er fra, såfremt de er villige til at gå i isolation og underligge sig de retningslinjer vi har i Danmark. Selvfølgelig kunne dette være gjort allerede fra første skridt, men det blev det ikke. Punktum. Der er ingen grund til at græde over spildt mælk, se hellere fremad og tænk på, hvad det næste logiske skridt eventuelt kan være.